Venskaber

Om kærligheden til os selv – og de omkring os…

Stopper i nogensinde op og ser på de mennesker i har i jeres liv… Jeres venskaber… Mærker efter hvad de bringer, hvorfor de er i jeres liv… Beriger det – eller det modsatte… ❤️

Det hænder jeg tager sådan en rejse – ind i venskaberne og dermed ind i mig selv… Nogle af ‘mine mennesker’ har været her altid, andre er lige landet… Nogle er på pletten og SER mig, andre er der bare… Nogle er der fordi alt andet ville være forkert, mens andre er der fordi ingen har lyst til at ende en æra… 😊

Men i virkeligheden handler det ikke om ‘mine mennesker’ når jeg kigger… Det handler om mig… Om mine følelser… Min rejse! For hver eneste i mit liv, er mit spejl, og de følelser de vækker i mig, gode og dårlige, handler, når alt kommer til alt, i 8 uf af 10 tilfælde om mig… 💕

Det betyder også, at når jeg har svært ved at se mit værd og føler mig glemt, trampet på, behandlet dårligt, så er jeg nødt til at rette blikket ind… Hvorfor bliver jeg ramt? Behandler andre mig blot som jeg behandler mig selv? Rammes jeg fordi det er min skyggeside? Har jeg selv tendenser til at gøre samme? 🤔

Det er derfor, jeg synes det er sundt at kigge på de mennesker jeg har samlet omkring mig… De hjælper mig til at pudse spejlet… Nogle gange ihvertfald… Det hænder naturligvis også at visse rejser sammen er nået til deres ende, og det er okay… 🙏🏼😊❤️

Jeg har i mit liv haft tendens til at holde på relationer, der ikke tjener noget godt mere, af frygt for at fortryde, at blive alene, at gå glip af noget, at ingen andre gider mig… 🙈 Men det har altid vist sig, at der er mennesker der vil mig… At jeg blot får nye og andre oplevelser. At jeg sjældent fortryder. 😉 Jeg sender mine tidligere nære gode og kærlige tanker og nyder minderne, men ved at tiden nu er en anden… ❤️

Alligevel bliver jeg ved med at blive ramt… Det er egentlig lidt pudsigt… 🤔😊 I det store billede hviler jeg godt i mig selv, har et stort selvværd og trives godt i det liv jeg har skabt.. Men når det kommer til andre mennesker, relationer og hvad jeg har at byde på, så opdager jeg ind imellem, at jeg blir usikker… 💕

For nogle år tilbage, da de store unger stadig var små, mødte jeg en fra min perifære omgangskreds fra dengang jeg var teenager… Jeg hilste ikke på, for regnede ikke med, at han anede hvem jeg var, da jeg jo var den lille uvigtige veninde i skyggen… Så fik virkelig pudset spejlet, da han kom over til mig, og ikke blot hilste på, men indledte snak, delte minder, og chokerede mig med ikke at ane hvem pokker min smukke veninde var – han kunne simpelthen ikke huske hende.. Men han huskede mig… 😱😅😂 Der måtte jeg virkelig ha gang i det store viskestykke med den gang Ajax…😜 Og alligevel hopper jeg i den igen og igen… Hvad pokker er det folk ser i mig? Hvad har jeg at byde på? 🤦🏻‍♀️🙈😊💕 Det er nok en af grundene til at jeg holder på relationer længere end de fleste… Fordi jeg på visse områder falder i fælden som den usynlige mindre vigtige veninde… Og når jeg lander i den – hvorfor skulle mine veninder så se mig anderledes? 🤔🤷🏻‍♀️✨

Så når jeg ser på ‘mine mennesker’ så øver jeg mig i, at se på mig selv gennem deres øjne… Og jeg øver mig i at sætte mig selv højt nok til at give slip og finde nye pladser til relationerne… Øver mig i at sætte mig selv, præcist så højt, jeg ønsker mine venner sætter mig… Jeg øver mig… ❤️💕

Hvad med jer? Kender i det jeg taler om, eller er jeg ene.. 😉☀️🙏🏼

Namaste,

Zanna 🦋

Om at være midlertidig ude af drift

Det har jeg været i dag – lidt ude af drift… Jeg havde masse planer, ideer, ting jeg skulle… i stedet hentede jeg en lydbog ned fra e-reolen, satte mig i solen og bare var. Lige ind til en veninde ringede, så sad jeg i stedet i solen og snakkede med hende… Det er ikke fordi jeg ikke har lavet noget – det gør jeg jo! Har jo ungerne, der holder mig i gang, som har brug for mig. Men nogle dage – flere end jeg har lyst til at indrømme – så er der bare ikke kræfter til mere end det aller mest nødvendige..

Talte faktisk med min veninde om det i dag. Jeg vil dele en lille hemmelighed med jer. Faktum er, at jeg ofte får tanken, at mon jeg egentlig er syg med de ting jeg er diagnosticeret med! Jeg hører om folk, der får en, måske to eller tre, af de diagnoser, de kloge har sagt jeg har, og deres liv ændres. De har det ganske forfærdenligt, og kan ikke ret meget. Og nej, jeg har en arbejdsevne på højde med et lille a i en fodnote i en gammel våd avis, men ud over det, så har jeg det jo godt nok. Jeg får min hverdag til at fungere, børnene får mad, omsorg, hygge og latter, og de blir puttet og krammet og får hjemmebagt brød… Så hvordan kan jeg være syg….

Så var det min veninde pudsede mit spejl… Mindede mig om de mange dage, hvor jeg er midlertidig ude af drift. Hvor planerne er fine og gode – og stadig ganske ubrugte når vi når til aften, da alt jeg har formået, har været at få hverdagens hjul til at dreje samt passe godt på min sofa. Jeg glemmer det bare, for det er ikke de dage, de stunder der får mit fokus. Jeg har efterhånden været hårdt ramt af mine sygdomme i 8 år. Dvs 8 år, hvor jeg ikke har haft en dag uden smerter. Hvor mine led, mine muskler og mit nervesystem konstant er overbelastet, overstrukket og smadret. Det betyder, at jeg ikke registrerer det på samme måde mere. Jeg går ikke og bruger min energi på at mærke ‘ondt’, men jeg opdager jeg har ondt når min lunte er kort og jeg går i pausemode, fordi jeg er så udmattet at jeg ikke hænger sammen mere.

Sådan en dag har jeg haft i dag – men om et par dage er det glemt, selvom dagen har været lidt hård at komme igennem – for sådan er det. Det er sådan jeg har vagt at leve. Med fokus 99,9% på de gode ting, på succeser, på glæde og på hvor smukt og dejligt livet er. Men det betyder ikke, at pause-dagene ikke skal være der – at der ikke skal være plads til melankolien. Sorgen over ikke at kunne alt det jeg drømmer om. Kun ved at kende mørket, ser man lyset klart – så selvfølgelig skal det have plads. Det er bare ikke det der skal have lov at definere mit liv, det der skal fylde på mit livsmaleri. Det er derfor jeg råber det ud over hustagene, når jeg klarer de mindste tiltag, og derfor jeg giver det plads, når jeg er midlertidigt ude af drift, men ellers ikke giver det opmærksomhed der ud over… På nær i dag – hvor jeg havde lyst til at dele med jer, at jeg også har den side. Den del af livet. 🙂 Jeg vælger blot at den kun må fylde så lidt, at jeg fortsat har det gode liv. Det liv jeg har valgt – ud fra de kort livet har spillet mig.

Smil, solskin og pause herfra,

Zanna

Retur til blogverden

Jeg elsker at skrive, jeg elsker at fælde mine tanker ned, om alt.. Lige fra følelser, tanker om hvad der sker i verden, om mit syn på forskellige emner, om alt og ikke mindst; om intet.

Tidligere skrev jeg meget. Jeg bloggede, gerne flere gange om ugen. Jeg havde dejlige nørde venner, som jeg mailede med, udvekslede med, udvidede min horisont med. Så blev jeg syg, måtte kæmpe mig gennem det kommunale kompleks med forværring til følge, og jeg blev træt. Mere træt end man kan forestille sig, og langsomt døede ordene ud. Der blev ikke stille, det gør der aldrig og inde i mit hoved fortsatte blog indlæggene, emnerne, tankerne. Formuleret som nye opslag, der blot aldrig fik lyset at se. Jeg ved egentlig ikke hvorfor ordene døede ud, den lette forklaring er nok, at jeg var træt, og mistede overskuddet. Blev doven. Men det stikker hånden på hjertet dybere. Jeg tror på mange måder, at jeg blev dybere, og derfor blev indlæggene i hovedet mere og mere personlige og indvolverede min omverden, så linjerne for min privatsfære blev mere og mere udtyndet, og dermed blev det hele mere sårbart. Måske var det det. Måske handlede det også om, at jeg var bange for ikke at blive læst, ikke at være god nok… Eller måske at blive læst for meget…

Hvor om alting er, så savner jeg at skrive. På min facebookside har jeg leget med at lave vlogs, og det er sjovt. Virkelig, men det er ikke det samme. Det giver mig ikke helt det samme, som når jeg sætter mig ved mac’en og kun ved at jeg vil skrive om at genoptage min blog, og tilsidst kan give mig til at læse det hele, som var det første gang. Der sker noget, når jeg giver mig til at skrive, og det er den del jeg savner. Så nu genoptager jeg min blog.

Men hvad skal den så handle om? Det tror jeg ikke engang jeg selv helt ved. Den skal handle om livet, på godt og ondt. Om at vælge livet og lyset til, uanset hvad der ellers rammer en i livet. Den skal handle om at se lyset, om at turde at stå ved sig selv, om at turde at være lige præcis så autentisk, at det liv jeg lever bliver sandt.

Jeg er MOR. Jeg har tre enestående mennesker, som er mine største lys, mine klareste spejle og min største kærlighed. Men jeg er også Zanna. Jeg er hvad mange vil kalde spirituel, men bryder mig egentlig ikke selv om den label. Jeg er også kronisk smerteramt, og på grund af dette førtidspensionist, men det er ikke hvad der definerer mig. Jeg er begejstret for livet, for alt det indeholder i en smuk balance af lys og mørke. Det er nok i virkeligheden det jeg er mest – kærlighed, begejstring, balance og latter. Og nogle af mine nærmeste vil nok tilføje; og et los i måsen i ny og næ. J

Min blog har i mange år heddet Vejen til det gode liv, og det kommer den til at fortsætte med, for det er i virkeligeheden det det hele handler om. At stå ved sig selv, rent og autentisk og derigennem finde sin vej til det gode liv. Jeg har ikke fundet de vise sten, men jeg har gennem årene lært mange metoder til at finde vej, når stierne bliver rodede og forvirrende, mørke og stormfulde. Det vil jeg også dele herinde.

Jeg elsker feedback og dialog, så smid endelig kommentarer, deltag i debatter, kast emner ud, som i ønsker min krøllede hjerne at rode med, eller hvad end der falder jer ind. Jeg håber der er nogle der vil følge mit univers, men jeg har erkendt, at jeg ikke skriver for jer – jeg skriver for mig, og det er godt nok.

Namaste,

Zanna