Jeg elsker at skrive, jeg elsker at fælde mine tanker ned, om alt.. Lige fra følelser, tanker om hvad der sker i verden, om mit syn på forskellige emner, om alt og ikke mindst; om intet.
Tidligere skrev jeg meget. Jeg bloggede, gerne flere gange om ugen. Jeg havde dejlige nørde venner, som jeg mailede med, udvekslede med, udvidede min horisont med. Så blev jeg syg, måtte kæmpe mig gennem det kommunale kompleks med forværring til følge, og jeg blev træt. Mere træt end man kan forestille sig, og langsomt døede ordene ud. Der blev ikke stille, det gør der aldrig og inde i mit hoved fortsatte blog indlæggene, emnerne, tankerne. Formuleret som nye opslag, der blot aldrig fik lyset at se. Jeg ved egentlig ikke hvorfor ordene døede ud, den lette forklaring er nok, at jeg var træt, og mistede overskuddet. Blev doven. Men det stikker hånden på hjertet dybere. Jeg tror på mange måder, at jeg blev dybere, og derfor blev indlæggene i hovedet mere og mere personlige og indvolverede min omverden, så linjerne for min privatsfære blev mere og mere udtyndet, og dermed blev det hele mere sårbart. Måske var det det. Måske handlede det også om, at jeg var bange for ikke at blive læst, ikke at være god nok… Eller måske at blive læst for meget…
Hvor om alting er, så savner jeg at skrive. På min facebookside har jeg leget med at lave vlogs, og det er sjovt. Virkelig, men det er ikke det samme. Det giver mig ikke helt det samme, som når jeg sætter mig ved mac’en og kun ved at jeg vil skrive om at genoptage min blog, og tilsidst kan give mig til at læse det hele, som var det første gang. Der sker noget, når jeg giver mig til at skrive, og det er den del jeg savner. Så nu genoptager jeg min blog.
Men hvad skal den så handle om? Det tror jeg ikke engang jeg selv helt ved. Den skal handle om livet, på godt og ondt. Om at vælge livet og lyset til, uanset hvad der ellers rammer en i livet. Den skal handle om at se lyset, om at turde at stå ved sig selv, om at turde at være lige præcis så autentisk, at det liv jeg lever bliver sandt.
Jeg er MOR. Jeg har tre enestående mennesker, som er mine største lys, mine klareste spejle og min største kærlighed. Men jeg er også Zanna. Jeg er hvad mange vil kalde spirituel, men bryder mig egentlig ikke selv om den label. Jeg er også kronisk smerteramt, og på grund af dette førtidspensionist, men det er ikke hvad der definerer mig. Jeg er begejstret for livet, for alt det indeholder i en smuk balance af lys og mørke. Det er nok i virkeligheden det jeg er mest – kærlighed, begejstring, balance og latter. Og nogle af mine nærmeste vil nok tilføje; og et los i måsen i ny og næ. J
Min blog har i mange år heddet Vejen til det gode liv, og det kommer den til at fortsætte med, for det er i virkeligeheden det det hele handler om. At stå ved sig selv, rent og autentisk og derigennem finde sin vej til det gode liv. Jeg har ikke fundet de vise sten, men jeg har gennem årene lært mange metoder til at finde vej, når stierne bliver rodede og forvirrende, mørke og stormfulde. Det vil jeg også dele herinde.
Jeg elsker feedback og dialog, så smid endelig kommentarer, deltag i debatter, kast emner ud, som i ønsker min krøllede hjerne at rode med, eller hvad end der falder jer ind. Jeg håber der er nogle der vil følge mit univers, men jeg har erkendt, at jeg ikke skriver for jer – jeg skriver for mig, og det er godt nok.
Namaste,
Zanna
